M E N U
Forsiden
 
 
  Dyr & Natur
Sidste nyt:
Galleri
Video-klip
Information
Observationer
Dyr & Natur 2007
 
Dyr & Natur Info

Du er her: Menu /Dyr & Natur/Information
--------------------------------------------------------------------------------------
Denne side er sat i bero
En Naturfotograf takker af.
24 Maj 2008

Den 24 maj kl. 17.52 (2008) blev det sidste billede taget
med mit Olympus E-20p kamera. Dernæst døde det.

Kameraet fik jeg brugt og
har brugt det flittigt i snart
et års tid men nu da det
ikke længere virker har jeg
desværre ikke mulighed for
at tage naturbilleder mere.

Venlig hilsen,
Bent Nielsen


--------------------------------------------------------------------------------------


Så er ungerne på vej.
12 Maj 2008


Ved Magasindammen så jeg hele 6 Blishøneunger den 10 Maj. Og ved Ørholm lå Bredesvanerne med hele 5 små ællinger.- jo De første kuld unger er på vej.
Der er yderligere svanepar i Raadvad, Hjortekær og Nymølle, hvem mon bli'r det næste par der for unger? - Og hvad sker der med de mange Grågæs ved Hjortekæret i Dyrehaven?

UPDATE: (16-05-08)
Svanemor i Stampedam har fået otte unger.

--------------------------------------------------------------------------------------

Held i Uheld.
30 April 2008


Man kan sige det var held i uheld da jeg fik observeret et par harer den 24 april i Dyrehaven. For min cykelkæde var hoppet af nede ved Trepileporten og jeg måtte derfor så afbryde min tur og trække cyklen tilbage. Lidt bittert men trods alt havde jeg nu mere tid til at gå og nyde det flotte natursceneri da jeg langs Eremitagesletten pludselig så 2 harer!
Jeg kan ikke mindes om jeg overhovedet har set en hare i Dyrehaven før så det var da et herligt syn samt en tiltrængt opmuntring når nu min cykelkæde var hoppet af ;)


--------------------------------------------------------------------------------------


Pas på Svanefar.
16 April 2008


Et par kanoer fik en meget sur svanefar efter sig da de passerede dammen i Stampedam den 12 april. To kanoer fik isært kærligheden at føle da svanen med sine vinger gav dem begge et slag med på vejen. Grunden til dette op-trin var at svanemor lå på rede i nærheden. Så pas på når i er ude og ro i dvs. damme og søer for tiden.- og isært når de første unger kommer!


--------------------------------------------------------------------------------------


Tranetræk over Dyrehaven.
03 April 2008


Jeg mener det var i uge 13 og i starten af uge 14 der skulle ha' været gode muligheder for at se Tranetræk over Dyrehaven. Jeg fik kun set to Traner den 31 marts, hvor jeg nappede dette billede. De fløj meget højt oppe så billedet er blæst noget op.
Selvom jeg den 1 april var rundt flere steder i Dyrehaven det meste af dagen så jeg ingen Traner. Men jeg håber da flere så lidt mens tid var. Jeg mødte i hvert fald andre der også var derude for at 'spotte' Traner.


--------------------------------------------------------------------------------------


Så lykkes det endelig...!
03 April 2008

Endelig fik jeg set Isfuglen! Jeg har i snart et ½ år kigget efter den flotte men meget sky fugl i Raadvad. Utallige gange har jeg været nede ved Mathildebroen for at kigge efter den men har ikke set skyggen af den der. Kun EN gang har jeg set den lette fra en gren bag ved Stampe-vandmølle.
Den 28 marts var jeg så taget ned til Nymølle og efter at ha' set til svane-paret tog jeg en smule træt op ved Ørholm station for at se hvad der skete langs Mølleåen. Jeg skulle til at tjekke mine billeder da jeg tilfældigt kigger op og ser så Isfuglen dukke op lige hen over sivene, snuppede noget i vandet, sikkert en fisk og forsvinde imellem krattet langs bredden. Jeg finder den dog ikke ved bredden og kører igen. Jeg kører langs Mølleåen og da jeg når ned mod Lundtofte ser jeg endnu en Isfugl drøne forbi mig lige hen over vand-overfladen. Jeg ser den sætter sig på en gren og jeg hopper af cyklen.

Det er lidt sent på dagen og lidt overskyet men jeg prøver alligevel at se om jeg kan få et billede af den lille fyr. Jeg finder en lille åbning ned til mølleåen og kan se den sidder ca. 10-15 meter fra mig. Jeg må indrømme jeg ryster lidt på hånden da jeg endelig efter et ½ år skal snuppe et billede af den. Jeg for klikket et par gange, hvor den lidt efter letter igen.- Utroligt nok for jeg igen øje på den længere nede af åen, hvor den sidder på en gren og dykker efter fisk. Bare 10 sekunder efter er den atter fløjet videre og selv om jeg kører videre ned langs åen og leder finder jeg den desværre ikke igen.

Utroligt at jeg skulle se den så mange gange på samme dag når jeg ellers har ledt efter den i snart 6 måneder!

Se Billedet fra turen.- Isfuglen ved Mølleåen
Ikke verdens bedste billede men jeg blev da alligevel meget glad for det! ;)



-------------------------------------------------------------------------------------


Ederfugle i Øresund.
03 April 2008


Den 25 marts var jeg et smut ude ved Øresund. Da jeg ankom var der intet fugleliv at se. Jeg fik tiden til at gå med en hygge snak med en lystfisker og nappe billeder af sundet. Efter en lille times tid fløj et par svaner forbi, de forsatte ud mod Taarbæk Havn. Dernæst så jeg nogle Toppet skallesluger et
godt stykke ude på sundet.
Men så fangede jeg med kikkerten en fugl jeg ikke lige kunne se hvad var. Jeg gik længere ned af kysten, et sted i mellem Stokkerup og Springforbi, og kunne så se et Ederfugle par. Så afsted gik det for dem havde jeg aldrig før set 'live'. Jeg småløb og prøvede at gemme mig bag de store kyststen langs bredden så jeg kunne komme tættere på dem. Jeg fik snuppet lidt billeder og kunne se der lå flere Ederfugle langt ude på vandet. Det jo altid herligt at se noget nyt når man nu er ude og observere :)


-------------------------------------------------------------------------------------


Kronhjorter i Magasindammen.
28 Februar 2008


Det syn har jeg godt nok aldrig set før. Hele 3 kronhjorter i Magasindammen!
Det jo normalt hestene der kommer galopperende igennem dammen når der afholdes Hubertusjagt i November md.- De var i hvert fald i muntert forårs humør de Kronhjorter jeg i dag så sent på eftermiddagen bag Slottet.

-------------------------------------------------------------------------------------


Troldand i Hjortekæret.
28 Februar 2008


Man har i de sidste par dage i Hjortekæret (Jægersborg, Dyrehave) kunne se en lille han Troldand. I Dag da jeg ville fodre gråænderne samt de to svaner kom den også svømmende for at få noget brød. Det kom en del bag på mig da Troldænder plejer at være meget sky og svømmer væk, samt de plejer da heller ikke at være interesseret i brød? Men okay, det kan jo være den ikke viste det var brød :) Den dykkede da også ind imellem efter dvs. bunddyr som den normalt lever af og jeg fik så samtidigt mulighed for at se denne lille Troldand meget tæt på.

-------------------------------------------------------------------------------------


PA4 er fundet.
06 Februar 2008

Det forrige svanepar fra Stampedam fik 3 unger som var ringmærket PA4, PA5 & PM9 og de forsvandt alle sammen den 8 januar i år. Som læst lidt længere nede på siden, havde jeg på fornemmelsen at PA4 var at finde i Raadvad dam og i dag fik jeg taget et billede, hvor jeg kunne se hele ringmærket og det ER PA4.- Der er endnu 4 unger i Raadvad dam, mon så
PA5 & PM9 er i blandt dem?

UPDATE (27.02.08) P.t er PA4 ikke længere at finde i dammen.


-------------------------------------------------------------------------------------


JM2 & EC3 er fundet.
01 Februar 2008


Svaneparret JM2 & EC3 som forsvandt fra Stampedam (Raadvad) den 13
Januar, hvor de der fik 3 unger er atter fundet! Jeg fandt dem i dag ved
Nymølle, Mølledam ved Ravnholm, hvor de begge lå ved reden og halvsov
da jeg ankom. Da jeg begyndte at fordre kom både svanefar og svanemor
svømmende, hvor jeg så tydeligt kunne se ringmærkerne.
Svanemor lavede desværre lidt skår i glæden ved hele tiden at jage en sød
lille hvid gråand rundt i dammen imellem de mere almindelige gråænder. Og
efter en times tid orkede den lille hvide and ikke mere og forsvandt helt
alene ned langs Mølleåen. Et trist syn :(

-------------------------------------------------------------------------------------


Er dette PA4?
29 Januar 2008


Det forrige svanepar fra Stampedam fik 3 unger. De var ringmærket PA4, PA5 & PM9 og de forsvandt alle sammen den 8 januar i år. Nu har man så siden den 28 januar kunne finde 7 knopsvaner i Raadvad dam, 5 af dem er unger. I dag var jeg så forbi for at tage lidt billeder, hvor af jeg studsede lidt over dette billede da jeg synes det slutter på A4. Så Kan dette være PA4? Jeg har forstørret omridset af ringmærket op.- Se det her.


-------------------------------------------------------------------------------------


Hvor er svane familien fra Stampedam?
15 Januar 2008


Den lille svane familie der har opholdt sig i Stampe dam i Raadvad i hele 2007 er desværre borte nu. Ungerne forsvandt den 8 januar 2008 og de
to voksne knopsvaner har været væk siden den 13 januar. - De er alle
ringmærket. Voksne: JM2 & EC3. Ungerne: PA4, PA5 & PM9.- Alle gule.

Kendetegn.

Hannen:- Hovedet, et synligt mærke bagerst på højre kind/side.
Hunnen:- Et lille ar på venstre side lige under næbbet nok pga. en fiskesnor.

Efterlysning!

Hvis man ser nogle af disse svaner må man meget genre fortælle, hvor
de nu opholder sig. (klik på 'Kontakt' oppe i højre side)

Man kan evt. se videoklip & billeder af dem på websiden.


-------------------------------------------------------------------------------------

Arkiv - læs tidligere informationer. KLIK

--------------------------------------------------------------------------------------



 

Relaterede Links


  DOF.dk - Dansk Ornitologisk Forening
  Fugle og Natur - Danmarks største naturhjemmeside


   
 
© Copyright Bent Nielsen 2006